Guide: Drilske ordpar
Sådan bruger du dem korrekt
Hvad er drilske ordpar?
Der findes en del ord, hvor mange har svært ved at vurdere, hvilken af to (eller flere) stavemåder der er den korrekte (f.eks. igennem eller gennem). I nogle tilfælde beror dette problem på udtale – man kan simpelthen ikke høre forskel på de forskellige stavemåder i talesproget, da de stort set udtales ens. Andre gange beror problemet på, at mange ganske enkelt ikke kender til reglerne for, hvornår den ene og den anden stavemåde skal bruges.
Det manglende kendskab er et problem, da en tekst med disse fejl ikke sender det mest optimale billede til læseren. Især for os i sprogbranchen er det netop vigtigt at have et skriftsprog uden fejl. Desuden er der mange af disse drilske ordpar, der har forskellige betydninger, og ved at bruge det forkerte ord kan man skabe en forkert eller tvetydig betydning. Og det vil vi selvfølgelig gerne undgå.
I denne artikel vil vi gennemgå og forklare de hyppigste drilske ordpar, som mange nok kæmper med i deres hverdag. Efter at have læst artiklen har du forhåbentligt fået en bedre forståelse for, hvorfor vi laver fejlene, og fået en række gode huskeregler for, hvordan vi bedst muligt kan navigere i de drilske ordpar.
Vil du undgå problemer med drilske ordpar i din oversættelse?
Så Lad os hos Translated By Us stå for arbejdet. Vi oversætter til mere end 70 sprog på over 800 sprog kombinationer. Kontakt os gerne for en uforpligtende samtale, og hør mere!
Nogen/nogle
Det er nok de færreste, der faktisk udtaler [nogle] i deres talesprog. Derfor er talesproget ikke behjælpeligt i skriftsproget, og det kan medføre problemer med at vælge den korrekte staveform af “nogle/nogen”. Men faktisk er det ikke så svært igen – der er nemlig en simpel huskeregel.
“Nogle” forudsætter, at der er et eksempel til stede, og det gør “nogen” ikke.
Det vil sige, at når vi bruger “nogle”, er der tale om “nogle (tællelige) stykker”. “Nogle” kan med andre ord betyde “et par”, “visse” – altså hvor der er konkrete eksempler til stede. Desuden hedder det altid “nogle gange”.
- Nogle af mine venner forstår mig ikke.
- Jeg købte nogle blomster til min mor.
- Nogle gange er jeg ikke i humør til at feste.
Derimod bruges “nogen”, når der er tale om “nogen overhovedet”/“nogen som helst”, altså hvor der ikke er specifikke eksempler til stede. Nogen bruges desuden i spørgende sætninger samt i nægtende sætninger.
- Har du nogen æbler? (spørgende)
- Nej, jeg har ikke nogen æbler med i dag. (nægtende)
- Der er ikke nogen der forstår mig. (nogen overhovedet)
- Der var ikke nogen i lokalet. (nogen overhovedet)
På samme måde kan “nogen/nogle” sammenlignes med det engelske “some/any”:
- Is anyone home? —> Er der nogen (som helst) hjemme?
- Can I have some of your apples? —> Må jeg få nogle af dine æbler? (nogle stykker)
Så næste gang du er i tvivl om, hvorvidt du skal bruge “nogen” eller “nogle”, så spørg dig selv, om der er nogle specifikke eksempler til stede. Hvis det ikke er tilfældet, skal du højst sandsynligt bruge “nogen”.
Ligger/lægger
Der er på samme måde mange, der er i tvivl om, hvornår man skal bruge “ligger" og “lægger”. Fejlen, mange begår her, er, at de skriver “ligger”, hvor man i stedet skulle have skrevet “lægger”.*
Men hvornår er det så korrekt at bruge hhv. “ligger/lægger”? Der er faktisk ret klare retningslinjer for, hvornår man skal bruge hvad. En nem huskeregel er at spørge sig selv om, hvorvidt der er tale om en bevægelse eller om stilstand.
Når du bruger “ligger”, er der tale om stilstand, fx:
- Jeg ligger ned.
- Tøjet ligger på gulvet.
- Paris ligger i Frankrig.
Du skal med andre ord bruge “ligger”, når der ikke er tale om en bevægelse. Her skal du derimod bruge “lægger”:
- Hønen lægger æg.
- Vil du være med til at lægge kabale?
På samme måde bruges “lægger” i sætninger med et objekt.
- Jeg lægger trøjen fra mig. (trøjen er objekt)
- Jeg lægger blusen på sengen. (blusen er objekt)
Det er desuden det samme princip med “sidde/sætte”. Så læg (!) mærke til, hvilken funktion ordet har, inden du skriver “æ” eller “i”. Hvis der ikke er tale om stilstand, skal du højst sandsynligt bruge “lægger”.
* https://sproget.dk/typiske-problemer/ligge-eller-laegge/
Hans/hendes/sin
“Hans”, “hendes” og “sin” er alle pronominer – altså stedord, der henviser til fx personer uden at bruge navneangivelser. Hans og hendes er pronominer i genitivform, mens sin er et possessivt pronomen (ejestedord).
Dog har de ofte samme funktion i sætninger*, og der er mange, der har svært ved at vurdere, hvornår man skal bruge “hans/hendes”, og hvornår man skal bruge “sin”. Dette er faktisk et problem, da der er forholdsvist store betydningsforskelle mellem valgmulighederne. Overvej fx følgende sætning:
- Manden kysser sin/hans kone.
Kysser manden sin egen kone, eller kysser han en andens? Du kan altså hurtigt komme på glatis, hvis du bruger det gale pronomen. Overvej også følgende to sætninger:
- Drengen tog altid sin kasket omvendt på.
- Drengen tog altid hans kasket omvendt på.
I den første sætning er det drengens egen kasket, han altid har omvendt på. Men i den anden sætning er det en anden drengs kasket, han altid har omvendt på. Om man bruger “hans” eller “sin”, har med andre ord stor betydning for, hvem en given genstand (eller kone) tilhører – er det drengens egen kasket eller vennens – er det mandens egen kone eller en andens?
“Sin” bruges med andre ord altid, når subjektet i sætningen “ejer” noget.
Der er dog sjældent regler uden undtagelser: Selvom “sin/sit” bruges, når noget tilhører subjektet, bruges “hans/hendes”, hvis “hans/hendes” er subjektet i en ny ledsætning. I nedenstående sætninger er “hans/hendes” subjekt i den nye ledsætning:
- Pigen er ked af, at hendes veninder ikke kan lege.
- Manden blev nedtrykt, da hans mor blev kørt ned.
Så hvis du er i tvivl om, hvornår du skal bruge “hans/hendes” eller “sin/sit”, skal du spørge dig selv om, hvem der ejer hvad – hvis det er subjektet i sætningen, der ejer noget, skal du bruge “sin” eller “sit”. Hvis det derimod er en anden, der ejer noget – eller hvis det er subjektet i en ny ledsætning – skal du bruge “hans/hendes”.
*https://sproget.dk/wp-content/uploads/2022/09/pronomener.jpg
For/får
Forskellen mellem “for” og “får” er grammatisk meget stor. Typisk opstår der forvirring, da “får” (verbet “at få” i præsens) og “for” (der enten kan have funktion som præposition, adverbium eller konjunktion) lyder tilnærmelsesvis ens i talesproget. Men der er altså stor forskel på, hvilken funktion hhv. “får” og “for” kan have i en sætning.
Derfor er det vigtigt at spørge sig selv om, hvorvidt der er tale om et verbum (eller et får), eller om ordet har en anden funktion i sætningen. Ved at være bevidst om, hvornår der er tale om et dyr og et verbum, kan du nemt udelukke alle de andre ordklasser, som “for” hører under – og dermed være sikker på, at du bruger det korrekte ord.
- Jeg får pizza til aftensmad. (verbum, præsens af “at få”)
- Jeg ønsker mig et får i fødselsdagsgave. (substantiv, dyret “et får”)
Som tidligere nævnt kan “for” derimod tilhøre mange forskellige ordklasser – forholdsord (præpositioner), biord (adverbier) eller bindeord (konjunktioner):
- Han sætter kikkerten for øjet. (præposition)
- Han drak for hurtigt. (adverbium)
- Jeg kan ikke komme, for jeg skal til dans. (konjunktion)
Hvis man lytter godt efter, kan man også til tider høre på udtalen, om der er tale om “får” eller “for”. Får udtales nemlig ofte lidt mere distinkt end for – man bruger tit lidt mere tryk og stød. Men som nævnt er det altså nemmest at spørge sig selv, om der er tale om verbet “at få” i præsens eller et dyr – hvis det ikke er tilfældet, kan du være sikker på, at der er tale om “for”.
Og/at
Mange er i tvivl om dette drilske ordpar, og det skyldes højst sandsynligt vores udtale i talesproget. I talesproget vælger vi ofte at bruge den universelle [å] – og så er det klart, at det skaber forvirring, når vi så skal skrive det. Det er især foran infinitiver (navnemåder, at-form), at problemerne opstår. For det er nok de færreste, der siger “Jeg skal ud at løbe” i talesproget – de fleste ville nok snarere sige “Jeg skal ud [å] løbe”. På norsk har man faktisk imødekommet dette problem ved at indføre “å” i skriftsproget, når man bruger det foran infinitiver. Men hvad er så det korrekte på dansk?
Når [å] står foran en infinitiv (navnemåde), skal det skrives “at”:
- Husk at skrive.
- De begyndte med at bage kagen.
Men hvis der er tale om flere sidestillede verber, skal der skrives ”og”: “Han skulle tage sige sammen og bage den kage” – han skal både tage sig sammen og bage kagen.
Selvom “at” traditionelt er korrekt foran infinitiver, er der dog kommet et par undtagelser ind i vores skriftsprog:
- Jeg skal ud at/og købe ind.
- Jeg skal ud at/og løbe.
Her er “at” traditionelt rigtigt, men “og” er også accepteret i moderne skriftsprog. Med andre ord skal du bruge “at”, hvis der er tale om infinitiver (navnemåder) – og ellers skal du bruge “og”.
Ad/af
Det kan være svært at huske, hvornår man skal bruge hhv. “ad” og “af”. Griner man ad nogen eller af nogen? Går man ned ad gaden eller ned af gaden? Falder man ned ad stolen eller ned af stolen? Men faktisk er det ikke så svært, som man skulle tro. Der er nemlig forholdsvist klare regler for, hvornår man skal bruge hvad.
Først og fremmest bruger man “af”, når der er tale om en bevægelse væk fra noget, om en årsag eller om en anledning:
- Manden hopper af taget.
- Datteren tager af bordet efter middagen.
- Hun blevet ked af det.
- Jeg er træt af dig.
Man bruger derimod “ad”, når der er tale om en bevægelse langs med noget, hen over noget eller gennem noget:
- De slentrer ned ad strøget.
- Han cyklede op ad bjerget.
- Jeg går ud ad døren.
Derudover er der valgfrihed – altså hvor både “af” og “ad” er korrekt – ved følgende eksempler:
- De grinede af/ad den sjove klovn.
- Hun smilede af/ad ham.
Det er altså forholdsvist simpelt at huske, hvilket af disse ordpar man skal bruge, hvis man blot husker på, hvilken slags bevægelse/funktion der er tale om. Især er “ad” forholdsvist håndgribeligt, så hvis der ikke er tale om en bevægelse langs, gennem eller hen over noget, skal du højest sandsynligt bruge “af”.
Synes/syntes
Hvis du skulle modtage en besked, hvor der står “Jeg syntes, du er sød”, ville du måske blive glad. Men her er det en god idé slå koldt vand i blodet, for der er stor forskel på, om man synes nogen er sød eller syntes nogen er sød.
Der er forholdsvist mange, der har problemer med “synes” og “syntes”, og dette er en skam, da reglen faktisk er ret simpel: “Synes” er nutidsformen af “at synes”, mens “syntes” er datidsformen. Med andre ord:
- I går syntes jeg, du var sød, men det synes jeg ikke længere.
- Jeg syntes du var sød, indtil du stjal min taske. Nu synes jeg det ikke længere.
Hvis nogen skriver, at de “syntes, du er sød”, kan du derfor med rette spørge dem, om det da ikke længere er tilfældet. Under alle omstændigheder er reglen forholdsvis simpel, og den burde derfor ikke være svær at mestre.
Igennem/gennem, imod/mod, imellem/mellem
For at huske om der skal sættes “i” foran fx (i)gennem, (i)mod og (i)mellem, skal man først og fremmest forstå, hvad forskellen på præpositioner (forholdsord) og adverbier (biord) er.
(I)gennem, (i)mod og (i)mellem er præpositioner (forholdsord), der angiver en styrelses forhold til resten af sætningen. Når (i)gennem, (i)mod eller (i)mellem har funktion som en præposition, er det valgfrit, hvorvidt man vil skrive ordet med eller uden “i”. I eksempler, hvor der er en styrelse, er det med andre ord altid valgfrit, om du vil bruge “i” eller ej:
- Han faldt igennem/gennem isen. (isen er styrelsen)
- Vi er imod/mod byggeriet. (byggeriet er styrelsen)
- Babyen sov imellem/mellem forældrene. (forældrene er styrelsen)
Igennem, imod og imellem kan dog også have funktion som adverbier, altså biord. Og her er det kun tilladt at bruge ordene med “i”. Igennem, imod og imellem har funktion som adverbier i sætninger, hvor der ikke er en styrelse:
- Kan man se igennem?
- Dommeren lagde sig imellem.
- Det nytter ikke at kæmpe imod.
Det behøver dog ikke at være så svært endda. Hvis du altid skriver disse ord med i, er det korrekt, ligegyldig om der er tale om adverbier eller præpositioner.
Jeg/mig
“Min mor og mig synes, at det er sjovt at være på bakken”. Sætninger som denne er der nok mange, der støder på, i talesproget såvel som i skriftsproget. Modsatte fejl kan desuden ofte spottes: “Anders gav Lasse og jeg en stor flaske vin”. Problemerne opstår, når man omtaler én selv og en anden – men hvornår skal man så bruge “jeg” og “mig”?
Brugen af jeg og mig har først og fremmest at gøre med, hvilken grammatisk funktion ordet har. “Jeg” skal bruges, når det har funktion som et substantiv (eller navneord) i sætningen:
- Min mor og jeg synes, at det er sjovt at være på bakken.
En nem måde at tjekke om “jeg” er korrekt, er ved at fjerne det andet subjekt i sætningen. Det burde nemt og hurtigt komme tvivlen til livs. Det hedder således ikke “min mor og mig” – du ville nok aldrig sige, at “mig synes, at det er sjovt at være på bakken”.
Når du eksempelvis modtager en gave, har ”du” grammatisk funktion som et “hensynsled” (indirekte objekt) i sætningen, og her skal man bruge “mig”.
- Anders gav Lasse og mig en stor flaske vin.
Når man er modtager af noget – et kram, en gave, en flaske vin – skal man derfor altid bruge “mig”-formen. Du ville aldrig skrive, at Anders gav “jeg” en gave – det er nemlig Anders, der er subjektet i sætningen.
Denne fejl med “jeg”, hvor der burde stå “mig” er interessant, da det er den omvendte fejl af den ellers udbredte, hvor man bruger “mig” frem for “jeg”. Dette er et eksempel på det, der i sprogvidenskaben kaldes “hyperleksi” – når man er klar over, at der er tendens til at begå en særlig sproglig fejl (her: at bruge “mig” i stedet for “jeg”), og hvor man derfor vælger at bruge det “korrekte” ord unødvendigt meget.
Det samme ville gøre sig gældende, hvis man fx begyndte at bruge “syntes” i nutid i et forsøg på at undgå at begå den almene fejl – at bruge “synes” i datid. Dog er hyperlektiske fejl ligeså forkerte som de “normale”, og det er derfor bedre at sætte sig ind i den korrekte løsning end at overkompensere.
Du må gerne dele guiden!
Kunne du lide guiden? Så del den endelig med dine venner, familie og kolleger, så de også kan få glæde af indholdet!
4,8/5 baseret på mere end 200 anmeldelser