På vores oversættelseskontor arbejder vi kun 30 timer om ugen. Men til gengæld er vi effektive, når vi er på arbejde.
Hos Translated By Us tæller 30 timer for en fuldtidsansættelse. Sådan har det været siden vi startede i 2016 – og sådan bliver det ved med at være. Vores arbejde er vigtigt for os, men vi har også et liv uden for kontoret. Og det liv skal der også være plads til.
Ved kun at arbejde 30 timer om ugen undgår vi stress, og vi får en bedre balance mellem arbejde og fritid. Som en ekstra bonus er vi produktive, fra vi møder ind, til vi går hjem.
En 30 timers arbejdsuge kræver
benhård styring
Det kræver sin mand eller kvinde at håndhæve reglen om, at vi kun skal lægge 30 timer om ugen på kontoret. For vi er passionerede omkring vores arbejde, og vi kan hurtigt få en opgave med en kort deadline smidt ind fra højre.
Og så er det jo nemt at komme til at arbejde over, så timetallet pludselig sniger sig op på 35 eller 40 timer.
Men den går ikke på vores kontor.
Pak sammen og gå hjem-kultur
Når vi har været i gang i 6 timer, er tiden kommet til, at vi skal pakke sammen og gå hjem. Det hjælper vi hinanden med at håndhæve.
Er du ikke færdig med en opgave, giver du den videre til en kollega. Så kan du gå hjem med en god følelse i maven, vel vidende at opgaven bliver fulgt til dørs.
Det kræver en særlig kultur at arbejde på den måde. Det kræver, at vi hele tiden holder hinanden opdaterede på de kunder og de opgaver, vi sidder med hver især.
Stor fan af 5-minutters møder
Vi tager dagligt temperaturen på hinandens arbejdspres. Hvem har meget på sit bord? Hvem har tid i overskud? Og hvem har brug for en hjælpende hånd?
Vi kalder det 5-minutters møder, og vi holder dem dagligt.
(tyv-stjålet fra SCRUM´s Standup møder)
Ved at være gode til at stikke hovederne hurtigt sammen får vi en god føling med hinanden og de opgaver, der ligger på vores skriveborde hver især.
Vi arbejder meget med arbejdsdeling, så vi altid kan tage over for hinanden og give hinanden en hjælpende hånd. Det er kernen i, at vi kan nå vores deadlines, selvom vi har en bagkant på 30 timer.
Det sociale er sat i rammer
Vi elsker at være sociale på vores kontor. Men vi bruger ikke meget af vores daglige arbejdstid på at få vores sociale behov opfyldt.
Det sociale aspekt bliver prioriteret, men vi har ikke altid tid til at bruge halve eller hele timer på at snakke ved kaffemaskinen eller på at spise morgenbrød sammen hver dag.
Vi har valgt at gøre det på en anden måde og lægge det i mere faste rammer.
- Vi går ud og spiser frokost sammen en gang om måneden.
- Vi spiser middag sammen en gang i kvartalet.
- Vi planlægger en årlig sommerfest og en julefrokost.
- Vi træner sammen og bruger kroppen i løbet af dagen.
Det sociale har stor betydning på vores kontor – men ikke på bekostning af, at vi skal lægge størstedelen af vores vågne timer væk fra vores familier og fritidsinteresser.
Knæk koden og nå mere på kortere tid
En 30 timers arbejdsuge gør ikke, at vi når mindre på vores kontor. Tværtimod.
Vi når mere på kortere tid ved at skære det overflødige væk og ved at være ekstra opmærksomme på, hvordan vi bruger vores arbejdstid.
Struktur og arbejdsdeling er nøglen – og så er vores øjne hele tiden rettet mod, hvordan vi bruger vores tid på kontoret bedst muligt.
Giv plads til et liv uden for kontoret med en 30 timers arbejdsuge
En 30 timers arbejdsuge giver plads til også at leve livet uden for kontoret. Og det skal der være masser af plads til, hvis du spørger os.
Der er børn, der skal hentes og bringes, fritidsinteresser, der skal dyrkes, venner og familie, der skal plejes – og så skal der også være tid til bare at være til.
Vores medarbejdere trives godt med deres 30 timer. Det viser sig ved gode medarbejdermålinger, lavt stressniveau og en lav udskiftning af mandskabet.
Balancen mellem arbejde og fritid er vigtig – vi synes selv, at vi har fundet den helt rette balance på vores kontor.
Vil du gerne vide mere om vores måde at arbejde på?
Så er du velkommen til at tage fat i os.
Giv os et kald på 23 67 42 72, eller skriv til os på info@translatedbyus.com. Du kan også prøve vores prisberegner, som nemt og hurtigt regner pris og levering ud.